Hvad er Dansk Oplagskontrol?


Dansk Oplagskontrol blev stiftet den 1. november 1930 og er en selvejende, not-for-profit erhvervsdrivende fond, der har til formål at konstatere, kontrollere og verificere reklamebærende mediers oplag. Normen herfor fastsættes i samarbejde med annoncører, reklamebureauer og udgivere.

Internationalt er Dansk Oplagskontrol medstifter og dansk repræsentant af International Federation of Audit Bureaux of Circulations (IFABC). I denne organisations vedtægter fastslås, at medlemmerne er oplagskontrolorganisationer, der

  1. er baseret på et tre-parts samarbejde mellem annoncører, reklamebureauer og media

  2. har standardiserede bestemmelser og definitioner for opgørelsen af oplag, udgivelse, distribution og andre data inden for deres område

  3. virker som uafhængige, not-for-profit organisationer

  4. offentliggør rapporter, der angiver fakta uden vurdering af disse

Siden 1967 har Dansk Oplagskontrol også drevet virksomhed under navnet Dansk Udstillingskontrol og har her til formål at varetage kontrol på et ensartet grundlag af antal besøgende og andre relevante oplysninger om udstillinger og messer, der afholdes i Danmark.

Siden 1994 har Dansk Oplagskontrol endvidere haft til opgave at udarbejde Reklameforbrugsundersøgelsen i Danmark (The Advertising Expenditure Survey in Denmark). Denne undersøgelse gennemføres løbende, således at udviklingen kan vurderes fra år til år.

Ledelse: Dansk Oplagskontrol ledes af en bestyrelse med repræsentanter fra Dansk Annoncørforening, Danske Specialmedier , Dansk Magasinpresses Udgiverforening, Dansk Marketingforum, Danske Dagblades Forening, Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening og Ugeaviserne - foreningen af danske ugeaviser og lokalaviser.
Dansk Oplagskontrols direktør er Thomas Jermiin.